Archive for marts, 2008

Generation Y er på vej på arbejdsmarkedet – og vi stiller krav

marts 23rd, 2008

Trendforsker Anne Lise Kjær og hendes PR-bagland har fået placeret en interessant artikel på epn.dk, hvor hun giver sit bud på fremtidens arketypiske medarbejder.

Kort fortalt puster hun til enhver CSR-prædikants våde drøm med forudsigelsen af et arbejdsmarked, hvor unge, bevidste – og måske forkælede – medarbejdere tager den gode løn og de materialle frynsegoder for givet og kræver, at arbejdsgiveren udøver etik, social ansvarlighed og giver plads til “kreativ dovenskab”.

Virksomheder med denne type ”socialt bæredygtige” og “følsomme” kulturer kommer til at vinde kampen om de kreative og fremadstormende hjerner, som andre kloge forskere siger skal sikre Danmarks konkurrenceevne i en global fremtid. Ingen tvivl om det.

Jeg – og sikkert mange af de små Generation Y-årgange – er helt med på den vogn…

Og herfra skal rådet lyde, at hvis din virksomhed har chill-out rum, grønne kontorer og afstressende kropspleje i arbejdstiden, er det på tide at anskaffe en dygtig employer branding-konsulent. For så er der top-of-the-class medarbejdere at hente.

IT boble 2.0 – kunne det være snart?

marts 17th, 2008

IT-aktierne nåede ikke alene helskindet gennem 2007 – de fik også godt med sul på kroppen. Og det “fedeste” marked at vælte sig som håbefuld IT-startup må uden tvivl være de forjættede amerikanske stater.

Som jeg før har ævlet løs om her, der og allevegne, så må det give grund til undren, når stadigt flere profitliderlige investorer med håbefulde grønne dollartegn i øjnene står i kø for at investere i yderst tvivlsomme IT-projekter. Mon det er den hastigt skræntende amerikanske økonomi, der får pengemændene til at lede efter hurtig og nem profit? Med håbet om at få fingrene i det næste Facebookeventyr, kastes der i hvert fald millioner efter ideer, som endnu ikke har vist sig som bæredygtige forretninger.

Business.dk har taget et opsigtsvækkende kig på tendenserne på den anden side af dammen. Og det er et spændende dystert indblik i, hvordan fx. “62 pct. af de 26 teknologivirksomheder, der har varslet børsnoteringer, har røde tal på bundlinien”… Velrenomerede Claus Højbjerg Andersen fra Nordic Venture Partners kan dog berolige de bekymrede læsere med, at de danske investorer udviser en sund skepsis overfor projekter af denne type.

…Gad vide om Sunstone Capital skulle have taget en snak med ham, før de kastede de tunge pengesække efter Cloud Made og deres OpenStreetMap… Tiden må vise, om wikikonceptet kan overføres til landkortbranchen – og give overskud.

På samme måde bør man afvente Linden Labs – skaberne af Second Life (husker nogen dem?) – børsintroduktion og se, om de rent faktisk stadig kan tjene penge på virtuelle byggegrunde, eller om det blot er en storm i et efterhånden glas knapt så interessant vand…