Archive for september, 2008

Over en million danskere på Facebook – overhaler Arto!

september 16th, 2008

Væksten for Danmarks nu største sociale netværk ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. Ifølge Facebooks eget annonceværktøj kan man pr. 16. september 2008 nå ud til 1.121.500 danske brugere.

Det er en stigning på over 50 % i forhold til juni, hvor tallet sneg sig op på 700.000. Til sammenligning rundede medlemstallet i december 2007 300.000 danske brugere.

Dette betyder også, at Facebook nu har overhalet Arto som Danmarks største sociale netværk på nettet. Arto kan præstere 881.300 profiler. Dette er faktisk en stigning på lidt over 55.000 profiler siden juni, eller hvad der svarer til 11 % vækst.

På trods af denne vækst i nye profiler, falder antallet af “aktive” profiler. I juni opgav Arto 497.810 profiler som værende aktive. I dag er det tal faldet til 464.834, svarende til 6,6 %. Igen kunne det være interessant at vide, hvad “aktive” profiler dækker over…?

Stjæler Facebook brugere fra Arto?

Det er svært at sige, om Facebook stjæler brugere fra Arto ud fra de ovennævnte data. På den ene side finder mange nye brugere tilsyneladende stadig vej til Arto, men det samlede antal brugere er tilsyneladende mindre aktive.

Én måde at spå om migrationen af brugere er at kigge på de demografiske fakta. Det er i flere år blevet sagt, at 80 % af Danmarks unge mellem 12 og 18 år har en profil på Arto.

Ved at se på væksten af brugere i denne aldersgruppe på Facebook kan vi muligvis få en indikation af, om de unge i stigende grad også er repræsenteret her. Det siger i sig selv intet om, hvorvidt de er mere aktive på Facebook end på Arto. Men kombineret med visheden om et fald i aktiviteten på Arto kunne en eventuel stigning i unge brugere på Facebook pege i retningen af en migration fra Arto til Facebook.

I december 2007 var der 4.180 danske brugere mellem 13 og 17 år. I dag – knap 9 måneder senere – er der 132.420 brugere med en registreret alder mellem 13 og 17 år. Altså over 30 gange så mange brugere som i december 2007, svarende til en stigning på 3070 %.

Til sammenligning er det samlede antal danske brugere “kun” steget med 257% i samme periode. Det vil sige, at denne aldersgruppe vokser langt hurtigere end gennemsnittet – og mange gange hurtigere end nogen anden aldersgruppe. Og det er dårligt nyt for Arto.

Kigger man i øvrigt på de 13 til 18-årige er medlemstallet helt oppe på 178.540 brugere.

Her kan du se stigning i brugerantal på Facebook fordelt over forskellige aldersgrupper over de sidste 9 måneder:

Alder

21.12.2007

16.09.2008

Stigning

13 – 17 4.180 132.420 3068 %
18 – 25 151.180 383.740 154 %
26 – 30 86.860 208.800 140 %
31 – 40 54.020 256.580 375 %
41 – 50 10.200 94.200 824 %
51 – 60 4.840 35.100 625 %
61 + 3.060 10.660 248 %

Arto bør se disse tal som en advarsel om, at deres kernebrugere kunne være på vej over i et andet univers.