Archive for the ‘Twitter’ category

Så meget tjener Facebook og MySpace

juli 13th, 2009

Mens verden stadig holder vejret og venter på nyt om, hvordan Twitter vil tjene penge i fremtiden, giver researchfirmaet eMarketer og et åbenmundet Facebook-bestyrelsesmedlem nu et fingerpeg om det sociale netværks forventede indtjening i år.

I disse tider, hvor al mediehype koncentrerer sig om Twitter, glemmer mange, at MySpace faktisk stadig eksisterer og tilsyneladende præsterer en rigtig pæn omsætning. Samlet set forudser eMarketer, at MySpace vil hive $495 millioner hjem i 2009.

Facebook, der er verdens største online netværk, forventes at omsætte for ca. $230 millioner. Bestyrelsesmedlem i Facebook, Marc Andreessen (der bl.a. var medstifter af Netscape), har i midlertid fortalt Reuters, at omsætningen nærmere vil ligge på den pæne side af $500 millioner i 2009.

Generelt er både Andreessen og eMarketer enige om, at det tal vil vokse markant over de næste par år. Andreessen nævner selv, at omsætningen vil være i milliardklassen inden længe, og eMarketer forudser da også, at Facebook vil overgå MySpace i indtjening i 2011.

Imponerende tal, men også forventelige. Nu bliver det blot spændende at følge Twitter og se, om firmaet overgå de to sociale storebrødre på indtjeningssiden.

- Mashable (x2)

Michael Jackson: Kongen af de sociale medier

juli 9th, 2009

I kølvandet på Michael Jacksons mindehøjtidelighed tirsdag d. 7. juli må det være tid til at gøre status over “begivenhedens” indflydelse på de sociale medier. Og i stjernes ånd er der rekorder over hele linjen.

Siden dagen, hvor han døde og samtidigt lagde Twitter ned, er popkongens fanside på Facebook nu verdens mest populære med over 8 mio. fans – flere end Barack Obama.

(Update 01/08/2009: Fansiden har nu over 10 mio. fans)

På dagen for mindehøjtideligheden blev der sendt flere end 800.000 virtuelle Michael Jackson handske-gaver på Facebook, hvilket gjorde den til den mest populære virtuelle Facebook-gave nogensinde.

CNN, der broadcastede højtideligheden online i samarbejde Facebook, registrerede 6.000 status updates i minuttet fra de 1 million Facebook-brugere, der så med.

I de samme timer endte MJ-relaterede tweet-trends på alle de 10 øverste pladser over trending topics på Twitter.

Tallene, der generelt ligger meget højt over andre enorme online-events så som Barack Obamas indsættelse, giver anledning til spørgsmålet om, hvilken begivenhed, der nogensinde skal overgå denne…

- All Facebook
- Mashable (x2)
- Inside Facebook

Dansk bog om Twitter på vej

juli 5th, 2009

Hver dag følger jeg med i et hav af medieblogs, der på den ene eller anden måde bidrager med spændende analyser og nyheder fra verden af sociale medier, primært Facebook og Twitter.

Derfor var det vel ganske passende, at nyheden om den kommende danske bog “Twitter – Massekommunikation på 140 tegn” nåede min indboks gennem først et twitterfeed og siden via et RSS feed fra Lars K Jensens blog, Medieblogger.

Twitterbogen, der udkommer til august, er skrevet af Natasha & Jacob Friis Saxberg alias @nfsaxberg og @webjay. Ifølge den medfølgende blog, twitterbogen.dk, vil bogen præsentere en række cases på hvordan virksomheder i ind- og udland har formået at anvende Twitter til blandt andet innovation, markedsføring, kundeservice og rekruttering.

Jeg ser frem til august :)

- Medieblogger

P.S. Følg mig på Twitter og gør mig gerne opmærksom på dine spændende tweets om Facebook og Twitter.